Gode råd til Valentin dag
Redaktøren af brevkassen "Postbox 69" hos Black Velvet.dk giver følgende gode råd til dagen.
Mandag d. 14. februar er det dagen hvor du bør vise din eneste ene, at
det er netop det han/hun er, eller måske bekende kulør overfor din
hemmelige
forelskelse ? Valentine´s day har først de seneste år vundet
indpas i de vinterfrosne danske hjerter. Tidligere var det en tradition som
vi udelukkende kendte fra USA, men nu er der efterhånden andre end vi
håbløse romantikere som har taget den til sig og givet konen/kæresten
en ekstra buket blomster eller en æske chokolade på dagen. Hvorfor ikke
prøve noget lidt anderledes i år, og giv din elskede en særlig Valentine
overraskelse som hun/han vil huske og elske dig for?
VÆR PERSONLIG!
Ligegyldigt hvad du finder på til dit hjertes udkårne så gå en stor bue
uden om plastikhjerter, standardbuketter hos blomsterhandleren og den
færdigpakkede fyldte chokolade i supermarkedet. Bevares jeg kender
ingen kvinde som ikke ville sætte pris på en buket røde roser eller en
æske chokolade, men hvis du nu ved at hendes yndlingsblomst er orange
tulipaner og at hun er helt vild med saltlakrids - hvorfor så ikke vise
hende at du har tænkt lidt over sagerne, at du kender hende som ingen
andre og at du er villig til at være lidt utraditionel for hendes skyld.
Den bedste og mest romantiske gave min vidunderlige kæreste
nogensinde har givet mig er det "Æseldyr" (i ved det der bedrøvede æsel
fra Peter Plys) som jeg fik da vi havde kendt hinanden i 4 mdr. Ja det
virker nok ikke specielt romantisk på andre, men det er nok i
virkeligheden det som er hele min pointe. Ingen andre kunne have givet
mig den gave - han var den eneste som vidste at jeg har en svaghed for
æseldyret og han kunne ikke have givet den gave til andre kvinder (ikke
uden at være blevet stemplet som MEGET mærkelig). Det var noget helt
specielt (og lidt småskørt) mellem os to og ingen andre, og det viste mig
hvor godt han kendte mig og at han havde villet finde på noget særligt...
Så mit eget bedste Valentine-råd må derfor være - Brug lidt tid på at
overveje hvad der ville gøre netop din kæreste glad og hvad netop
hun/han kan lide, istedet for at vælge den nemme løsning på vej hjem fra
arbejde. Røde roser og plastikhjerter kan sagtens bruges som en del af
en større romantisk plan, men hvis dit overskud kun rækker til "lidt men
godt", så brug i det mindste din fantasi og vær personlig.
VÆR KREATIV!
På de amerikanske Valentine-hjemmesider kan man finde adskillige idéer
som nok kræver at man har en del tid at bruge på forberedelse af den
personlige Valentine gave, men har man tid og overskud så er der flere
søde forslag imellem, som f.eks.:
- Lav en "Scrapbog" med alle højdepunkter og fælles minder fra jeres
forhold. Vær kreativ, skriv, tegn eller mal og medbring de ting og
oplevelser som betyder noget for netop jer. Kun din fantasi sætter
grænsen, men gode idéer kunne være gamle biograf-, teater- eller
flybilletter, fotografier, brochurer fra feriesteder el. lign. Pointen er at du
kan lave det lige som det passer dig/jer.
- Klip små hjerter ud af rødt pap (1 for hver dag i har kendt hinanden!,
eller hvis det virker for uoverskueligt kan du holde dig til 50-100 hjerter
el. lign.). På hvert hjerte skriver du en lille romantisk hilsen, et citat, en
sangtittel som betyder noget for jer, et fælles minde el. lign. - Bevares
det er da nok lidt af et arbejde, men en sød idé synes jeg.
- Lidt a la ovenstående kan du lave en "I love you because..." liste hvor
du skriver f.eks. 100 grunde til at du elsker ham/hende. Det er en liste
som er ganske fin og rørende at modtage, men skam også at lave - det
er dejligt at mindes alle de ting man holder af ved sin elskede.